>Johan Theorin, Blodlag (2010)

>

I den tredje svenske Øland-krimi møder vi igen Gerlof Davidsson, den gamle skipper, men historierne er som sådan uafhængige af hinanden.

Prologen begynder lige på og hårdt. Per Mörner har søgt oplysninger og fundet en række navne i lokalsamfundet, og nu skal han dø.

“Per Mörners venstre hånd var hårdt forbrændt, hans ribben var brækkede, og synet virkede fugtigt og sløret, mens følelsen i kroppen stadig var der. Han kunne mærke benzinen, der blev hældt over ham, fornemmede, hvor lunken den var. Sammenlignet med den kolde aftenluft var væsken næsten varm, og den sved og brændte, da den løb ned i hans hår og ind i de blødende sår i ansigtet.

Gamle skipper Gerlof sidder på plejehjemmet, men beslutter sig for at vende tilbage til sit lille hus, da han er overbevist om, at han ellers vil være den næste beboer, som dør. Et miljø, hvor trolde, elver og varsler hører naturligt hjemme, og hvor de fleste personligheder er så kantede og stærke, at de må støde sammen. En række nye (eller tidligere) beboere flytter til ´blodlaget´, grænsen mellem troldene og elvernes verdener, et skel som traditionelt regnes for at betyde ulykke.

Per Mörner er fraskilt og far til tvillingerne Jesper og Nilla. Nilla er alvorligt syg, men Per håndterer det dårligt, er næsten ude af stand til at tale med ekskonen og børnene om det, i stedet farer han rundt i en temmelig planløs legen detektiv.

Ud over Per møder vi Max og Vendela Larsson. Vendela søger tilbage til sit barndomsmiljø for at møde elverne og få ryddet lidt op på sin verden.

Gennem første halvdel af de fire hundrede sider blev jeg fanget af personerne og miljøet, så det generede mig ikke, at plottet somme tider kommer lidt i anden række, men efterhånden syntes jeg, historien faldt lidt fra hinanden. Jo, læseren får en form for afslutning, men ikke en krimi-afslutning, hvor politi eller detektiver aktivt forsøger at opklare forbrydelserne, her foregår alt ligesom tilfældigt, som regel mens personerne venter på noget helt andet. Elver, operationer, døden, foråret eller hvad det nu kan være.

Det synes oplagt at sammenligne med Håkan Nessers En fortælling om hr Roos, hvor krimiplottet i perioder er sekundært, men Nessers personer er langt mere troværdige og helstøbte.

Jeg lånte bogen på biblioteket. Min anmeldelse af Natstorm.

Johan Theorin, The Quarry (2011).

This is the third Swedish Öland mystery. Though Gerlof Davidsson, the old sea captain, is a recurrent figure, the stories are not related in any other way.

After a dramatic prologue we meet Gerlof who has had just about enough of the old people´s home. He makes up his mind to return to his small home, sure that otherwise he will be the next resident to die. This is an environment where trolls, elves and omen seem to belong, and where most of the characters are so headstrong and forceful that a confrontation seems inevitable. A group of new (or returning) people move to the ´blood layer´ (hence the title), the border between the worlds of the trolls and the elves, an area which is regarded as unlucky.

Per Morner is divorced and the father of the twins Jesper and Nilla. Nilla is ill, but Per handles the situation badly, unable to communicate with his ex and his children about it; instead he darts around in a fairly aimless game of sleuthing.

Apart from Per we meet Max and Vendela Larsson. Vendela seeks back to her childhood environment to meet the elves and solve some of her private issues.

Throughout the first half of four hundred pages I was absorbed by the characters and the setting so it didn´t trouble me that the plot played second fiddle, but by and by the story seemed to fall apart. There is a solution though neither the police nor the main characters seem to focus on solving the crimes; everything seems to happen by coincidence while the characters are waiting for something else. Elves, operations, death, spring or whatever.

In Håkan Nesser´s “A Story about Mr Roos” the crime story is also secondary throughout several chapters, but Nesser´s characters seem more credible and their actions plausible.

The book was a library book. My review of The Darkest Room.

About Dorte Hummelshøj Jakobsen

I am a Danish teacher. In my spare time I read, write and review crime fiction.
This entry was posted in Johan Theorin, review, review 2011, Swedish. Bookmark the permalink.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s