Susanne Staun, Hilsen fra Rexville (2011)

Nogle bøger glæder man sig bare så meget til at man er nødt til at tigge om et anmeldereksemplar og glemme alt om de 70 andre som venter på hylden.

Bogen er den anden i Stauns nye serie om retsmedicineren Maria Krause, som måske nok er ved at vænne sig til Odense, men det bliver hun ikke nødvendigvis i bedre humør af.

“Da jeg gik derover i mørket, tænkte jeg på T.S. Eliot, der beskrev april som den ondeste måned. Havde han mon oplevet november? Hvor dagene er gule og brune, og vinden kagler konstant, koldere og koldere for hver dag; hvor fuglereder er tomme, træer nøgne og alting dødt. Og hjertet – tungt og gråt.”

Der er såmænd heller ikke meget at begejstres over i doktor Krauses verden. I prologen findes en højgravid kvinde myrdet i sin ulastelige velhavervilla, og umiddelbart peget meget i retning af, at mordet er begået af en person, som er tæt på hende, sandsynligvis hendes egen mand. Men så simpelt er det naturligvis ikke.

Snart viser det sig, at parret i huset for nylig har været for retten, mistænkt for at have mishandlet deres lille pige ved at hælde afløbsrens ud over hende, mens hun lå i sin barnevogn. De slap imidlertid for straf, fordi det ikke kunne bevises, hvem af de to der havde udført mishandlingen.

Læseren fornemmer, at mistanken mod ægtemanden passer fint i Maria Krauses kram, og langsomt afsløres det, hvorfor hun er så stærkt engageret i Daniel og Eva Sommers affærer at hun er villig til at foretage eksperimenter med afløbsrens på sig selv i sit forsøg på at få forældrene dømt.

En spændende og medrivende krimi, ikke mindst fordi den er inspireret af en virkelig sag om børnemishandling. Og så er den selvfølgelig knagende godt skrevet.