Katten og kællingen

Smagsprøve på min næste danske novelle

– Han skal bare ikke tro, han sådan kan smide mig ud herfra! Ikke efter fyrre år! Den gamle kone var så gal, at hun spyttede ordene ud, og jeg trak mig uvilkårligt et skridt tilbage. Hun skubbede arrigt til en gryde på komfuret, så gullaschen skvulpede over og fluerne lettede i en sort sky, greb ud efter en grålig karklud og tørrede det værste op. Tre katte kom straks springende til og gav sig hjælpsomt til at fjerne en lille sovsesø fra gulvet.

– Æh, men jeg kan da ikke tro andet end at Svend godt kan forstå….

– Nå, det tror præsten? Han kender nok ikke Svend! Men hvis han bliver her længe, skal han saftsusemig nok blive klogere! Hun tørrede sig om næsen med karkluden, som hun stadig stod med i hånden, før hun smed den fra sig på køkkenbordet mellem flere dages opvask og så sig om i køkkenet med et opgivende udtryk. Et par katte gned sig op ad hendes magre ben uden at lade sig forstyrre af hendes vredesudbrud.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige. Kirstine mente åbenbart, at Svend Larsen var parat til at smide hende på gaden fra den ene dag til den anden, og jeg kunne jo ikke vide, hvordan aftalen mellem dem var. Hvis hun havde boet i Svends fodermesterhus i en menneskealder, var der nok aldrig blevet skrevet en juridisk gældende kontrakt. Da Kirstines mand levede og passede Svends dyr, var der jo ingen brug for skriftlige aftaler.

Det var heldigvis ikke min opgave at lege advokat, så jeg foreslog Kirstine, at hun fik fat i sin søn og lod ham prøve at nå frem til en eller anden ordning med Svend.

– Peder? Håh, det skravl, så kan jeg da lige så godt selv ordne mine sager. Kirstines pistne krøller dansede om hovedet på hende, og fluerne lettede igen i forvirringen, og jeg mente, det var klogest at trække mig tilbage, før hun også så sig gal på mig.

Kirstine bemærkede dårligt nok, at jeg gik, og på vej ud af køkkenet kunne jeg høre hende mumle om dengang, hendes mand levede. – Da blev en anden én ikke behandlet som det rene skidt. Man kunne endda blive budt på kaffe på gården af og til, og når Dagmar havde bagt en af sine frugttærter, skulle vi da altid smage… Hendes stemme døde ud, som jeg gik ned ad trappen og hen ad havegangen. Jeg var lige ved at snuble over en lille, sort og hvid kattekilling, som var på vej ind til alle herlighederne i Kirstines køkken. Jeg snuppede den lille vagabond i farten og tog den med hjem under armen.

————–

About Dorte Hummelshøj Jakobsen

I am a Danish teacher. In my spare time I read, write and review crime fiction.
This entry was posted in publication, short story. Bookmark the permalink.

2 Responses to Katten og kællingen

  1. Ellen says:

    Du skriver altså bare godt!
    ‘Pistne krøller’ har jeg godt nok aldrig hørt om før – hvordan er de? Er pistne et jysk ord? Jeg har aldrig hørt det før, og mig som troede, jeg var så god til dansk😉

  2. Ih, tak for rosen – som tæller ekstra, netop fordi den kommer fra en ekspert i dansk🙂
    Nej, sådan en kommentar skal da ikke hænge og sprælle!

    Jo, ´pisten´ er sikkert jysk, og jeg har muligvis ikke hørt det siden min barndom. Tynde krøller, og vel sagtens også en snert af triste og tjavsede krøller, siger min sprogfornemmelse.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s